Du tog min frihed ved at sparke til min selvtillid
og bagbinde min evne til at sige fra.
Som en blodsuger satte du kløerne i min realitetssans
og formede mig til en nikkedukke,
der ikke længere kunne skelne liderlighed fra lidenskab
og syndefald fra kærlighed.
For du tog mig med vold og startede en flodbølge af selvhad og overdøvende mindreværd.
Min kærlighed var dit gidsel
og løsepengene var min sjæl.
Jeg stod blot i afmagt
og mærkede hvordan Stockholm-syndromet bredte sig i mine inderste kroge
som en virus uden kur.
Hvordan dine nedgørende kommentarer skabte en hulrum i min krop,
som du kunne erobre med en hær af falske komplimenter.
Jeg strittede imod
Indtil jeg blev dødvægt
under din voldsomhed.
Så jeg tog imod
Indtil jeg blødte af skam over din voldtægt
og over ikke at kunne tilfredsstille DINE behov.
Men den skam hører ikke til på mine skuldre.
Ikke længere.
